Studieskolens profil

På Studieskolen tilbyder vi Danskuddannelse 3, og derfor skal vores kursister have en solid akademisk baggrund. Det er for at sikre, at vores hold er homogene og at vores kursister kan følge den hurtige progression og møde de høje krav.
Vores undervisning foregår i Københavns centrum og vi tilbyder kurser på alle tider af dagen. Desuden tilbyder vi kursusstart hver sjette uge. Vores undervisere er universitetsuddannede og mange har skrevet og udgivet undervisningsmateriale til danskundervisning. Vi har fokus på løbende pædagogisk udvikling hos vores undervisere via supplerende træning og de bruger stimulerende, effektive og sjove arbejdsformer i undervisningen.
Ud over vores almindelige danskkurser tilbyder vi også kurser med særligt fokus på udtale, skriftlig fremstilling, prøveforberedelse samt danskkurser, der er tilrettelagt for svensk- og norsktalende.
Vi afholder naturligvis også de gældende officielle danskprøver to gange årligt.

Studieskolens målsætning: 
Målsætningen for Studieskolens danskafdeling er at drive undervisningsvirksomhed på Danskuddannelse 3 inden for lov 375. Denne undervisning finder sted ifølge aftale med Københavns Kommune som driftskommune.
Målsætningen udmøntes således: 
▪ Undervisningen tilrettelægges, så kursisterne får den hurtigst opnåelige progression inden for de fire færdigheder 
▪ Undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte kursist, men med fælles mål om at opnå sproglig kompetence til anvendelse inden for erhverv, uddannelse og som samfundsborger 
▪ Undervisningen tilrettelægges på alle tider af dagen 
▪ Undervisningen på modul 1-4 opbygges i videst muligt omfang med fælles læseplaner i form af anvendelse af samme lærebogsmaterialer på de enkelte moduler, så kursisterne uden problemer kan skifte hold (eksempelvis fra dag- til aftenhold) 
▪ Undervisningen på modul 5 udvikles således, at undervisningens progression, hvad sprogligt indhold angår, tilstræbes koordineret på ensartede holdtyper 
▪ Den daglige lærebogsbaserede undervisning suppleres med projektarbejde, arbejde i it-værksted, i sproglaboratorium og efter henvisning i udtaleklinik
▪ Undervisningen sigter mod at give kursisterne mulighed for at bestå Prøve i dansk 3 på et niveau over middel
▪ Der foretages konstant opdatering af metoder og materialer 
▪ Lærernes arbejde tilrettelægges således, at der åbnes mulighed for fortsat udarbejdelse af materialer til undervisningen
Hovedparten af Studieskolens målgruppe er karakteriseret ved, at det er udlændinge, der skal opholde sig i Danmark i længere tid, måske altid. Det er udlændinge, der har eller vil få en relativ bred kontakt med danskere, f.eks. gennem deres job, uddannelse, venskaber, ægteskab eller anden tæt forbindelse. Studieskolens målgruppe har brug for sproglige kompetencer på højt niveau for at få mulighed for at opnå en funktion, der svarer til deres uddannelsesniveau fra deres hjemland.
Studieskolens danskafdeling sigter efter et aktivt og kreativt læringsmiljø, hvor både kursister og ansatte har stor indflydelse.